I røntgenafdelingen på Kolding Sygehus bruger de ikke længere tid på tidsbestilling. I stedet sender akutafdelingen patienten direkte til røntgen, når der er brug for det. For eksempel hvis patienten skal have tjekket for lungebetændelse. De nye arbejdsgange betyder, at røntgen ikke er en flaskehals for, at patienterne bliver udredt indenfor fire timer og kan begynde behandlingen hurtigst muligt.

- Vi har vendt arbejdsgangene på hovedet. Patienterne fra akutafdelingen kommer bare ind på røntgenafdelingen, og vi undgår processen med at booke tider,” forklarer Pica Andersen, overradiograf på Kolding Sygehus:

- Mange af mine kollegaer spørger: Kan patienterne bare komme, når de ikke har nogen tid. Svaret er ja. Arbejdsgangene bliver mere forenklede. Vi bruger mindre tid på at planlægge og mere tid på at tage røntgenbilleder. Vi oplever ikke at patienterne hober sig op i røntgenafdelingen, tværtimod.

Kortere ventetid for patienterne
Kolding Sygehus har testet de nye arbejdsgange i et år. Først afprøvede man det på nogle enkelte patienter og senere for hele akutafdelingen. I det år er der blevet taget stikprøver på 100 patienter, og ud af dem er der én, som har ventet over de 30 minutter, der er målet for røntgenafdelingen.

De nye arbejdsgange indebærer, at det er akutafdelingen, der afgør, hvornår patienten skal have taget røntgenbillede, og ringer til portøren. Dermed undgår Kolding Sygehus også, at portørerne går forgæves, når de skal hente patienterne i akutafdelingen.

- Plejepersonalet i akutafdelingen ved nøjagtigt, hvornår det er tid til, at patienten skal have taget røntgenbillede. Før da vi bestilte portørerne, oplevede vi, at portørerne kunne gå 54 forgæves ture på en måned. Enten fordi patienten var gået i bad eller ikke måtte forlade afdelingen, før vedkommende havde fået taget blodprøver, fortæller overradiograf Pica Andersen.

Tiltaget med fri adgang til røntgen gælder for alle patienter i akutafdelingen til almindelig røntgen som billeder af lunger eller kogler. Derudover er det for alle patienter på Kolding Sygehus, der skal have billeder af lungerne, og som er omfattet henholdsvis sepsis- og akutpakke. Lige nu er der ingen planer om at bredde tiltaget ud til alle indlagte patienter på hospitalet.