Færre patienter på gangene, færre patienter i lånesenge og færre genindlæggelser. På baggrund af metoderne fra projekt Sikkert Patientflow har Slagelse Sygehus opnået markante resultater. Det har P4 Sjælland og Sjællandske sat fokus på.

De gode resultater på Slagelse Sygehus er især et produkt af korte, daglige tavlemøder på afdelingsniveau og kapacitetskonferencer på sygehusniveau. Konkret har de metoder resulteret i kun otte patienter på Slagelse Sygehus’ gange i maj – mod 150 patienter i januar.

- Det vi nu gør er, at hver afdeling om morgenen mødes ved en tavle og ser på, hvilke patienter personalet forventer at udskrive i dag, og hvornår på dagen de kan udskrives. Herefter mødes de med sygehusets andre afdelinger. På den måde kan vi gøre ressourcerne op og finde ud af, hvor vi har kapacitet, siger vicesygehusdirektør på Slagelse-Næstved-Ringsted Sygehuse Vagn Bach til P4 Sjælland.

Holbæk Sygehus på vej
På Holbæk Sygehus fortæller personalet også, at metoderne virker. Men sygehuset har endnu ikke konkrete tal.

- Vi er endnu ikke i mål. Og lige nu kan jeg ikke sige, at vi har færre patienter på gangene, fortæller vicedirektør og sygeplejefaglig chef på Holbæk Sygehus, Aase Bjerring, til Sjællandske.