På Sygehus Vendsyssel og Sygehus Thy-Mors har personalet opstillet smileystandere, som beder patienterne om at tage stilling til et konkret spørgsmål med et enkelt tryk. Det kan være om ventetiden eller de fysiske rammer på sygehuset.

- Med disse standere kan vi hurtigt få en indikation af patienter og pårørendes oplevelser. Det er vigtigt, fordi vi dermed kan ændre og tilpasse vores ydelser langt hurtigere end ved for eksempel den landsdækkende patienttilfredshedsundersøgelse, hvor vi først får svarene et halvt til et helt år efter, at data er indsamlet, siger Malene Møller Nielsen, projektleder for Sikkert Patientflow på Sygehus Vendsyssel.

Patienterne skal gøre os klogere
Hvidovre Hospital var det første sygehus i Sikkert Patientflow til at teste smileystanderne, og erfaringerne var så gode, at Hospitalsenheden Horsens tog ideen til sig. Sygehusene i Region Sjælland afprøver også standerne, og nu tager Region Nordjylland dem også i brug.

- Vi driver sundhedsvæsen for borgernes skyld – altså for patienter og pårørende. De er fokus i hele vores organisering og det forløb de gennemgår, mens de er indlagt hos os - fra de bliver indkaldt til undersøgelse eller behandling og til de er hjemme igen. Derfor er vi meget optaget af at få respons fra patienter og pårørende, når de er i berøring med vores sygehuse. Vi ser meget frem til at få klar besked fra dem, der ved, hvor skoen trykker - så vi kan blive endnu klogere på, hvor vi kan udvikle og forbedre os, siger Dorte Mayann Hansen.

Hun er projektleder for projekt Sikkert Patientflow på Sygehus Thy-Mors. Dorte Mayann Hansen pointerer dog, at smileystanderne ikke kan stå alene. De skal kombineres med interviews eller spørgeskemaer for at give et nuanceret billede af patienter og pårørendes oplevelser på sygehuset.