Den 28. april 2014 løber den årlige konference om patientsikkerhed af stablen i Bella Centret, og dagen efter bliver emnerne fra konferencen uddybet på en række workshops. Du kan vælge mellem endnu flere sessioner og workshops end de andre år, og Dansk Selskab for Patientsikkerhed anbefaler især en session/workshop.

Det er sessionen: Er vi blevet hjemmeblinde for værdig og respektfuld behandling i sundhedsvæsenet? Den lægger op til en diskussion om betydningen af værdig kontra uværdig behandling via eksempler fra en akutafdeling i Wales, der også er genkendelige i det danske sundhedsvæsen.

Spørgsmålet er, hvordan vi får et sundhedsvæsen, der er parat til at lytte, respektere og værdsætte patienternes spørgsmål og behov, så de bevarer deres værdighed under indlæggelse. Nytter det overhovedet at mobilisere patienter og pårørende til at stille spørgsmål og tage aktiv stilling til pleje- og behandlingsmuligheder, hvis sundhedsvæsnet ikke ser, hører og forstår patienternes behov?

Workshoppen - 'Behandler vi patienter med værdighed og respekt i sundhedsvæsenet, eller er vi blevet hjemmeblinde?' - den 29. april går yderligere i dybden med problemstillingen. Den inviterer til debat om, hvordan vi skaber et sundhedsvæsen, som behandler patienterne med værdighed.